Danmarks Idrætsforbunds kongres, Idrættens Hus, den 5. marts 2015

Offentliggjort den 19. marts 2015

IOC President, minister, NOC – chairman, delegates, ladies and gentlemen, dear friends of sport. 

We are gathered here today to celebrate the virtues and powers of sport, and remind each other that sport has the ability to bring people together regardless of religious, ethnic and social background. Let us remember, that although sport is about competition, it’s also about friendship, respect and enjoying life. 

On that note it is great to have amongst us today a good friend, who lives and breathes sport 24 hours a day. He is a dedicated fan of sport, an Olympic gold medallist, and he is president of the oldest and most important sports organisation in the world, The International Olympic Committee. Mr. President, dear Thomas, what a pleasure to have you here and I commend you for your tireless efforts to promote the Olympic values and powerful aspects of sport throughout the globe.

I know we all look forward to listening to your thoughts on how you envision the development of the Olympic movement and the “deployment” of the promising agenda 2020 – how we go from words to action. However, let me first share my thoughts on the topic of this congress (I will do so in Danish).

”Skal idrætten ændre verden” lyder en del af overskriften på kongressen. Da Pierre de Coubertin drømte om at revitalisere de olympiske lege, foregik det i en tid, hvor der herskede stor international politisk usikkerhed i Europa. Ufreden lurede konstant, og han så idrætten som nøglen til at uddanne det hele menneske. Den konstante stræben efter at gøre sit bedste - med respekt for sine medmennesker og i venskabets ånd - skulle udgøre fundamentet for et stærkt og fredeligt samfund.

Grundlæggeren af den olympiske bevægelse havde dermed en drøm om, at idrætten kunne danne mennesket og dermed også udøve en positiv effekt på samfundet. Så spørgsmålet om, hvorvidt idrætten skal ændre verden, har været med fra den moderne idrætskulturs fødsel.

Er det lykkedes idrætten at ændre verden, som Coubertin forestillede sig det? Næppe, men jeg ved fra personlig erfaring, at idrætten evner at ændre verden for den enkelte. Mit år som på frømandselev og efterfølgende 3 år som aktiv frømand ændrede verden for mig. Elevuddannelsen kan måske ikke betegnes som idræt i klassisk forstand, men jeg vil dog hævde, at den på mange måder er sammenlignelig med det, en eliteidrætsudøver gennemgår.

Jeg lærte mig selv at kende – min krops formåen og min psykes formåen. Den viden og erfaring er med mig i min hverdag, når jeg deltager i idrætskonkurrencer, det være sig triatlon, MTB eller sejlads.

Men man behøver ikke gå ud i det ekstreme for at mærke forandringerne. Idrætten har ændret verden for mange, og gør det dagligt verden over. Jeg møder mange mennesker, der gennem idrætten har fået et bedre liv. Fra krigsveteranen, der finder ny mening med livet, over sælgeren, der vil leve sundere, til pensionisten, der finder nyt socialt samvær.

Da jeg stillede op som kandidat til IOC, var det, fordi jeg vidste, hvor stor en styrke sport har. Det kan give os nogle fantastiske oplevelser både som tilskuere og som aktive udøvere. Det forener os på tværs af religion, etnicitet og social baggrund, og det kan i høj grad påvirke vores liv på en positiv måde.  

Desværre er alt i idrættens verden ikke rosenrødt. Sager om match fixing, doping og anklager om korruption præger også dagsordenen. Dermed angribes idrætten på dens kerneværdier – og hvordan takler man så det?

Svaret er ikke enkelt, men en væsentlig del i håndteringen af udfordringerne er, at idrættens aktører selv må tage affære og værne om værdierne. Det gælder de internationale forbund, det gælder de nationale olympiske komiteer og det gælder IOC.

Som led i en ambitiøs og nødvendig moderniseringsproces har IOC søsat ”Agenda 2020”. Målet er kort fortalt at styrke idrætten globalt, og ikke mindst værne om det, den olympiske bevægelse står for: excellence, venskab, respekt, dialog, mangfoldighed, tolerance, fair-play, solidaritet og fredeligt samvær.

Ved at øge gennemsigtigheden og efterleve principperne om Good Governance, skal IOC inspirere de øvrige internationale aktører til at følge trop.

Kan vi i Danmark lære noget af IOC? – bliver jeg ofte spurgt. Ja, vi kunne lære at drømme stort og blive klogere på alt det, der foregår udover forberedelserne til OL og valg af værtsby.  

Mange opfatter i dag med rette en olympisk guldmedalje som det ypperste, man kan opnå inden for eliteidrætten. Det enhver idrætsudøver drømmer om. Og når vi i Danmark taler om IOC og OL, har vi ganske naturligt en tendens til at fokusere på selve afviklingen af de Olympiske Lege, som finder sted hvert andet år over godt 20 dage under hhv. sommerlige og vinterlige himmelstrøg.

På den baggrund er det også nærliggende at drage den konklusion, at IOC er en organisation, der kun beskæftiger sig med eliteidræt. Det er langt fra tilfældet. Det primære fokus er ganske vist at afholde OL, men derudover arbejder IOC i høj grad også med udbredelsen af sport - at få unge og ældre til at dyrke sport.

Når IOC fx gennem Olympic Solidarity støtter projekter verden over, der skal styrke de lokale sportsorganisatoriske strukturer, støtter uddannelse af atleter og trænere, opretter udvekslingsprogrammer, promoverer de olympiske værdier i skoler og uddannelsesinstitutioner, er det med udgangspunkt i den filosofi, at verden over skal alle have adgang til at dyrke sport.  

Hvorfor skal vi det? Ja det skal vi, fordi sporten netop skaber det fællesskab, Coubertin talte om - gennem venskaber og fælles oplevelser skabes grobunden for det hele menneske, hvor stræben efter at gøre sit bedste med respekt for sine omgivelser - er kernen i vores samvær.  

Kan IOC til gengæld lære noget af Danmark, er det næste oplagte spørgsmål. I høj grad vil jeg mene. Vores idrætskultur kunne tjene som inspiration, når det gælder deltagelse, engagement og Good Governance.

I Danmark har vi gennem et stærkt fundament i foreningslivet altid haft en solid og demokratisk idrætskultur. Langt de fleste danskere er eller har på et tidspunkt i deres liv været medlem af en idrætsforening – 90% af alle danske børn er på et tidspunkt i deres barndom medlem af en idrætsforening og 46% af befolkningen er i talende stund medlem hos enten DIF eller DGI.

Idræts- og foreningskulturen i Danmark spiller dermed en central rolle for samfundet og vores fællesskab. Det er primært frivillige kræfter, der bærer dette idrættens hus, uanset om vi taler elite eller bredde, og det drive, den energi og den passion, det frivillige Danmark dagligt beriger vores samfund med, er helt unikt, og der ligger et kæmpemæssigt og uforløst potentiale gemt i dette danske idrættens DNA.

Det er blandt andet det grundstof, der gør os i stand til ikke blot at løfte store internationale sportsstævner på dansk grund, men at gøre det med så stor entusiasme og professionalisme at det vinder genklang og respekt i sportens verden.  

Så er alt jo godt, kunne man fristes til at sige. Men jeg synes, det er vigtigt ikke at sygne hen i forestillingen om, at vor stærke foreningskultur og vores evne til at holde sammen i klubberne er en naturgiven sag. Hvis ikke vi passer på vores idrætskultur – så mister vi evnen til at fostre den elite, der fordrer professionalisme, og den bredde, der fordrer rummelighed.

Med vision 25-50-75 har dansk idræts faddere, DGI og DIF, sammen lagt en plan for ikke kun at vedligeholde men også modernisere vores idrætskultur.  Målet er, at over 75 % af befolkningen i 2025 skal være aktive - og helst igennem en idrætsforening.

Det er ambitiøst men påkrævet. IOC’s præsident har tidligere sagt ”to change or to be changed that is the question”. Hvis ikke vi aktivt gør noget for at bevare vores idrætskultur, sikrer at folk holder sig aktive og dyrker idræt, så forsvinder det vi kender i dag stille og roligt – både bredde og elite, nationalt og internationalt.

Med den danske vision 25-50-75 og IOC’s agenda 2020 er der bestemt grund til at være optimistisk - nationalt og internationalt. Hensigterne er der, men forandringerne kommer ikke af sig selv.

Forude ligger et stort arbejde for specialforbundene og de internationale forbund, for de nationale sportsforbund og de nationale olympiske komiteer sammen med IOC at levere resultaterne. Vi skal sørge for, at idrætten fortsat kan gøre en forskel for den enkelte, at det er sjovt, socialt og en selvfølge at dyrke idræt. At eliten fortsat kan drømme om OL guldet som det ypperste, at vi som tilskuere kan nyde og blive inspireret af toppræstationerne samt hylde disse, og at idrætten ikke bliver korrumperet af urent trav.

Lad mig slutte med en parafrase over et gammelt, men fortsat relevant citat fra Coubertin: ”Det vigtigste i idrætten er ikke at vinde, men at deltage; det essentielle i livet er ikke at besejre, men at kæmpe det bedste, man har lært.”

Lad os sammen kæmpe det bedste vi har lært, så vi sikrer, at idrætten forbliver en værdiskabende og væsentlig kulturel institution i samfundet.

Tak 


Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies